Begravelseshjælp

Begravelseshjælp er det tilskud det offentlige giver til begravelsen eller bisættelsen.
Det vil være individuelt hvor stort et tilskud der kan forventes. Der tages udgangspunkt i den afdødes formue.

Hvem skal betale for begravelsen/bisættelsen?

Hvis der ikke er penge til begravelsen i afdødes bo, er det den, der har bestilt begravelsen, som hæfter for betalingen.

Ved dødsfald kan pårørende søge om begravelseshjælp fra det offentlige.
Det er Udbetaling Danmark, der administrerer ordningen og ansøgningen foregår digitalt.
Bedemanden hjælper gerne hermed.

Normalt bliver begravelseshjælpen udbetalt senest en måned efter, at Udbetaling Danmark har modtaget ansøgningen.
Beløbet bliver beregnet på baggrund af afdødes og den eventuelle ægtefælles formue.
Der udbetales maksimalt kr. 11.650 (2021)

Hvilke undtagelser for begravelseshjælp

Der er undtagelser, hvis afdøde er:
1. Under 18 år – så er hjælpen på kr. 9.750 ( i 2021)
2. Født før 1. april 1957 – så er man under alle omstændigheder, uanset formue, garanteret et beløb på 1.050 kr., hvis man søger begravelseshjælpen. Dette beløb kaldes for minimumsbeløbet. Hvis du kun ønsker at søge om minimumsbeløbet, skal du ikke oplyse Udbetaling Danmark om formue.

Betingelser

Der er flere betingelser for at få udbetalt den formuebetingede hjælp, men det maksimale beløb er kr. 11.650 (i 2021).

Satserne bliver reguleret ved begyndelsen af hvert år pr. 1. januar.
Man kan få yderligere oplysninger om betingelser for begravelseshjælp hos Udbetaling Danmark eller hos bedemanden.

Beregning

Afdødes formueforhold lægges til grund for beregning af, om der kan udbetales begravelseshjælp, og hvor meget der eventuelt kan udbetales.

Der gælder følgende regler

Hvis afdøde efterlader sig børn under 18 år eller en ægtefælle, nedsættes begravelseshjælpen, hvis afdødes eller ægtefællernes samlede formue på dagen for dødsfaldet overstiger 38.950 kr. (i 2021)

Er afdødes eller ægtefællernes samlede formue over 50.600 kr. (2021), bortfalder begravelseshjælpen helt.

Hvis afdøde hverken efterlader sig børn under 18 år eller en ægtefælle, nedsættes begravelseshjælpen, hvis afdødes formue overstiger 19.550 kr. (i 2021).

Er afdødes formue over 31.220 kr. bortfalder begravelseshjælpen helt.

Andre former for økonomisk hjælp til begravelsen

Man kan søge kommunen om en særlig hjælp til begravelsen.

Som hovedregel skal man være efterladt ægtefælle eller have levet sammen i mindst 3 år med et lille indkomstgrundlag, som eksempelvis pensionister eller uddannelsessøgende.

Der skal benyttes en særlig blanket (ansøgning om enkeltydelser, jfr. Aktivlovens § 81) til brug for ansøgningen, og blanketten skal indsendes og behandles af den pårørendes/ansøgerens bopælskommune.

Såfremt man er folkepensionist eller “gammel” førtidspensionist søges efter pensionsloven 14, stk. 1. Der findes endvidere en regel om, at der altid skal være adgang for ubemidlede til at få et gravsted udlagt uden vederlag.

Sygeforsikringen Danmark

Hvis afdøde var medlem af Sygeforsikringen Danmarks gruppe 1 eller 2, kan man få begravelseshjælp på 1.400 kr. (i 2021)

Arbejdsskadeforsikring

Når dødsfaldet sker som følge af en arbejdsskade, så får de efterladte ud over erstatnings summen også et overgangsbeløb.
Det skal dække de umiddelbare udgifter i forbindelse med dødsfaldet.

Lovpligtig ansvarsforsikring

Ved dødsfald som følge af trafikulykke, uanset hvem der bærer ansvaret, kan der i en del tilfælde udbetales erstatning både til de efterlevende og til dækning af begravelsesudgifter.

Hjælp når der mangler pårørende

Kommunen kan også overtage hele ansvaret for begravelsen og betalingen.
Det gælder, hvis afdøde ikke har pårørende, eller hvis de pårørende fralægger sig alt ansvar og meddeler kommunen deres beslutning med det samme.
I sidstnævnte tilfælde mister de pårørende også enhver indflydelse på begravelsen og afdødes bo bliver udlagt til kommunen.

Husk at læse mere om vores ydelser indenfor: begravelse, begravelseshjælp, urnesten, bisættelse - vi er din bedemand.